+45 2083 4326 mail@ingerulrich.dk

Langt de fleste af de kunder jeg laver billeder af, starter med at fortælle mig, at de ikke bryder sig om at blive fotograferet og at de ikke er fotogene. Jeg forstår så godt, at man kan have det sådan – jeg bryder mig heller ikke selv om det.

Jeg er ret sikker på, at den usikkerhed kommer fra f.eks. pas-fotografering, hvor man sætter sig i en stol og så ellers får at vide, at nu skal man smile (eller lade være) og BLITZ – så er det billede lavet i første forsøg. Jeg gætter på, at ca. 90 % af den slags billeder er meget lidt flatterende, om end det til en vis grad kan ligne den, der er blevet fotograferet.

Det handler om tid!

Når du kommer til mig for at få lavet billeder, skal du afsætte fra en halv time op til et par timer afhængig af, hvilken type billede, der skal laves. Det gælder også, hvis du skal have lavet et profilbillede, som “bare” skal bruges til Facebook eller LinkedIn. Der skal være tid til, at vi kan snakke lidt om dine forventninger og hvad billederne skal signalere – skal det være formelt eller mere sjov og ballade?

Dernæst skal lyset indstilles, så det passer præcist til dig og dine ønsker. Vi skal også finde din bedste side at blive fotograferet fra. Der er mange ting, der har betydning for et godt resultat, som også du selv kan holde ud at kigge på. Derfor laver jeg en ansigts-analyse, før vi går i gang – men bare rolig, du opdager sikkert slet ikke, at jeg “analyserer” dig.

I mit fotostudie bliver der snakket en del. Jeg fortæller dig, hvordan du skal sidde eller stå, og om du skal løfte hagen en millimeter, dreje en smule, tænke liv i øjnene og andre forslag til den bedste posering. Og bare rolig – jeg siger aldrig SMIL! Jeg synes i øvrigt, det er spændende at høre, hvad billederne skal bruges til, og hvad du går og har gang i.

Men jeg kan ikke alene lave det gode billede af dig – vi gør det sammen! Jeg har selvfølgelig ideer til, hvordan billederne skal laves, men ofte er de bedste billeder dem, vi sammen finder ideer til. Så bliver det også sjovt at være hos fotografen.

Share This